Iført rød kjole lavet af mikrofonledning, senere et par (røde) skræddersyede skindbukser iført et par røde gnistrende sko og indledende med sangen Se min kjole...den er rød, gik Jette Torps Se min kjole tour igang. Og så var farvetemaet ligesom lagt fast. Farven rød kom også til at spille andre, mindre direkte, men vigtige roller i den godt koreograferede koncert.
Uden overraskelse konstaterede man, at Jette Torp har mange charmerende elementer at spille på i sin røst. I starten skiftede hun fint fra et dybt, indtrængende foredrag over i den mere frie og manende Finder Vej, hvor stemmen fik skarpere nuancer. Den næste sang blev – igen – båret af en klædelig lethed, imidlertid ikke mindre stærk. Hun giver så tydeligt udtryk for, at live on stage vil hun give en masse til publikum. Det var en rigtig popsang, der heldigvis aldrig forfaldt til plathed eller sentimentalitet. Sangerinden dykker på en eller anden måde ned i genren, river den fra hinanden og dukker så op med forfriskende nybud.
Med til at disse sange kom til at stå så letflydende var et loyalt spillende band. Fantastisk afstemt alt efter hvilken sang der nu stod for tur. Eneste anke var bassisten, der anbefales at fintune instrumentet.
Rød som symbol på kærligheden, i flere afskygninger, var noget af det sangene handlede om. Men også om forholdet mellem at stræbe efter at nå det perfekte overfor drømmen. Så kommer den menneskelige erkendelse med sin stemme og råber: ”Ja, det er en drøm, en utopi – heldigvis!”
Sofie Torp, Jette Torps 18 årige datter, gik rigtig godt i spænd med moren i backingen i en lille afdeling americana: enkle sange med stor udtrykskraft hos begge. Førstnævntes stemme har hun ikke fra fremmede; som moren har Sofie Torps stemme et stort råderum, men mangler måske lige den sidste modenhed i at lade være med at forcere unødigt. Begge var i god balance i en lille dansksproget sang i 2. sæt, der ikke kunne andet end ramme følelsesmæssigt.
Behovet for tryghed fra gruppens spil, for timingen blev opfyldt. Tingene hang rigtig godt sammen, koreografien var som detaljerne i en drejebog – det er en kunst at man som publikum ikke oplever det, men at tingene blot kører.
Det gav ihvertfald vokalisten masser af gejst og så megen sikkerhed, at hun gav slip og kastede sig ud i en rockbaseret afslutning.