En lille perle af en koncert

Jette Torp bød til julekoncert - uden at blive alt for julet

Julestress? Glem alt om det! Det gjorde et par hundrede horsensianere i aftes. De lagde julebag, julegaver og juletravle butikker bag sig og gik i Vor Frelsers Kirke for at lytte til Jette Torp Trio.

Med sangerinden, som lægger navn til foretagendet, i spidsen blev det til fem kvarters meget blandet musik - og netop ikke julemusik. For repertoiret bredte sig over behageligt mange genrer og fremstod nok julet, men uden at vælte sig i sne, sukkerkugler og sødladen sentimentalitet.

Samtidig forstod Jette Torp at tackle aftenens lidt dystre baggrund, nemlig at julekoncerten er blevet en fast tradition for den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse, som via arrangementet sikrer en god slat penge til kampen mod sygdommen, som alle frygter.

Drømte mig en drøm…

Den 43-årige sangerinde fortalte, hvordan netop kræft for 11 år siden var skyld i hendes fars død, og hun mindedes uigenkaldeligheden med sin egen, smukke "Talk To Me While I'm Listening".

Ellers rakte koncerten fra fortolkninger af kendte julesalmer som "Dejlig er den himmel blå" og "Et barn er født i Betlehem" over nogle af poppens juleklassikere som Nat King Coles "Christmas Song" til "Drømte mig en drøm i nat" fra sidste års DR-julekalender "Absalons hemmelighed".

Ind imellem strøede trioen sange uden julesne og julestemning: Den irske "Past The Point Of Rescue", der i 2003 lagde titel til en af Jette Torps cd'er, "Gi' mig det hele igen" fra hendes nyeste plade "MikrofonSangerinde" og ørehængeren "By The Light In Your Eyes", der har været en fast del af koncerterne de seneste mange år.

De to sidste har Jan Kaspersen som ophavsmand, hvormed også er sagt, at valget af netop ham som medspiller og medsanger i aftes ikke skyldes tilfældigheder.

Han lagde sax-lyd på sangene, mens Kristian Fogh trakterede klaver og harmonika. Og når der var brug for en ekstra guitar, trådte såmænd lydmanden Johannes Stærk til.

Tilsammen skabte de fire en lille perle af en koncert. Og havde nogle få lidt julestress, da de entrede Vor Frelsers Kirke, var den med garanti væk, da de fem kvarter senere igen trådte ud på Torvet.

Anmeldt af Chr. Rimestad - Horsens Folkeblad 20.12.2007