Til kirkekoncert med Jette Torp - og håndboldfinale på sidelinien
Af Kim Kristensen, Herning Folkeblad 28. januar 2008
Jette Torp var bagud på point hos undertegnede, da hun igår gav koncert i Fonnesbæk kirke.Det var med start kl. 16 - hvilket vil sige samtidig med, at det danske håndboldlandsholds finalekamp mod Kroatien blev fløjtet igang. Humøret steg en anelse, da jeg nåede frem og opdagede, at parkeringspladserne omkring kirken var proppet med biler, og at der var bænket knap 300 forventningsfulde koncertgængere i kirkerummet. Tilmed bød Jens Iversen fra menighedsrådets kor - og musikudvalg velkommen med et par velvalgte ord om, at musik kan meget - blandt andet glæde og bevæge, men aldrig gøre dem, der lytter til den, sure.
Jette Torp var i Ikast med sit lille hold, bestående af de "store" musikere, Jan Kaspersen, saxofon, guitar, kor og Kristian Fogh, harmonika og el-klaver. Trioen lagde ud med acapella korsang, hvorefter Jette Torp udtrykte glæde over at tilbringe en søndag eftermiddag "i en helt fantastisk kirke" som hun udtrykte det. - Jeg kan næsten udlede, at håndbold ikke er noget, I går så meget op i, bemærkede hun med et skævt smil.
Hun kunne jo ikke vide, at jeg havde fået min søn til at SMS'e målscoren til mig med jævne mellemrum. En anelse uhøfligt og småpinligt, men mobilen var dog sat på lydløs. Trioens første numme rmed musikledsagelse var en slags hyldest til stilheden, hvorefter tempoet blev sat op med irske Mary Blacks "Past the point of rescue" og den ligeså smukke "Talk to me while I'm listening" med tekst af Nanci Griffith. Publikum blev heller ikke snydt for Jette Torps helt egen "The Ballad of D." - om kvinden der går - ligesom en anden Nora i Ibsens "Et dukkehjem".
I kirken lød nummeret nærmest gospel agtigt. Ganske klædeligt. Og så var "The Ballad..." endda udvidet med en imponerende klaversolo. Og så stod det ifølge min mobil telefon 11-9 til Danmark. Som omtalt andetsteds på siden, udgav Jette Torp i september måned en cd, hvor hun synger duet med sin 18-årige datter, Sofie. Det er på nummeret "Mærker Du". Datteren var ikke med igår.Til gengæld indvilgede Jan Kaspersen i at være Sofie for en eftermiddag. Da det nu var en kirkekoncert havde Torp-trioen naturligvis forberedt sig på det. De havde øvet på Lars Busk Sørensen og Klaus Brinchs salme "Uberørt af byens travlhed". Publikum sang omkvædet. Derefter var Jette Torp tilbage på hjemmebane med nummeret "The Rose" - blandt andet akkompagneret af hendes eget flotte fingerspil på guitaren - samt "Love Someone", en af hendes største succeser, der samtidig er åbningsnummeret på cd'en "Snowflakes in Fire".
Alt var med andre ord godt, bortset fra, at min søn på samme tidspunkt sendte følgende kortfattede SMS: "Ikke mere strøm, desværre. Nyd din koncert". Det var heldigvis en spøg. Eftermiddagens ekstranummer var Carole Kings uopslidelige klassiker "You've got a friend". Her blev der brug for en ekstra guitar og ditto korstemme. Den klarede trioens lydmand, Johannes Stærk.
Da klapsalverne havde lagt sig, smuttede musikeren Jan Kaspersen ind i Fonnesbæks konfirmandstue, hvor der var et fjernsyn tændt. Kaspersen - og Folkebladets udsendte, der var fulgt efter ham - så Danmark bringe sig foran med 18-13 i det 44. minut. Klaverspilleren, Kristian Fogh var smuttet. Han skulle nå en flyver til Sjælland og et job i Roskilde. Da Jette Torp havde snakket færdig med et par veninder, dukkede også hun op i konfirmandstuen. Og det endte med at blive så hyggeligt foran "fjerneren", at Folkebladet opfordede Jette Torp til at synge den sang, hun i sin tid skrev til håndboldpigerne.
Jan Kaspersen havde indimellem så svært ved at klare spændingen, at han forlod konfirmandstuen og gik ind på scenen og pakkede instrumenter ned.Han var dog højst væk et par minutter ad gangen. Da det hele var overstået, og både Torp Trio og håndboldherrene havde sejret - skyndte Jette Torp sig videre til Vinderup, hvor hun havde en koncert med Prinsens Musikkorps klokken 19.30.