Biografi om Jette Torp af Jette Torp

 

Opvækst - 1964 til 1979

Det var på Frederiksberg i december, d. 16 i 1964, at jeg første gang så denne verden i øjnene. Profetierne havde lydt på en søn, der skulle hedde Jan og være tandlæge – sådan blev det ikke.

 

Efter 5 år i København valgte mine forældre at flytte tilbage til Jylland, hvor de begge stammer fra. Valget faldt på byen Ry mellem Skanderborg og Silkeborg og her tilbragte jeg det meste af min barndom blandt søer og skove i en lykkelig kernefamilie. Min far var uddannelseskonsulent og spillede harmonika, min mor var ansat ved De Danske Statsbaner og spillede badminton. Desuden var der min 3 år yngre skønne og irriterende søster, med hvem jeg delte stort og småt - ikke mindst musikken.

 

Med en tysk Grundig spolebåndoptager ved hånden, et sæt maraccas fra en Mallorcarejse med dertil hørende tambourin påmalet et tyrefægtermotiv, indspillede vi det ene schlagershow efter det andet på det hessianbeklædte pigeværelse. De musikalske præferencer var datidens dansktop og vi sang og spillede Ulla Pias og Birgit Lystagers sange, så ikke en sjæl kunne være i tvivl om at vi elskede det.

 

Efterhånden som jeg begyndte at modtage undervisning i klaver, guitar og blokfløjte blandede disse instrumenter sig oftere og oftere i lydbilledet. Dansktoppen blev skiftet ud med danske ikoner som Anne Linnet, Shit og Chanel, Bifrost, CV Jørgensen - og nu sang jeg ikke længere om smilende Susier, men om atomkraft og kapitalisme.

 

Det var også i denne periode at lysten til selv at skrive sange blev vakt. De første melodier fra min hånd lavede jeg som 12 årig til digte fra Tove Ditlevsens Kvindesind. Specielt sangene ’Til mit døde barn’ og ’Der brænder et lys i natten’ gik rent hjem hos mostre og onkler, som jeg gerne optrådte for efter søndagsmiddagen. Sideløbende med sangskrivningen oversatte jeg engleske sangtekster, heriblandt hele ABBA-album. Det svenske firkløver er vel det band jeg har været størst fan af overhovedet, i ordets stærkeste betydning.

 

Eneste ’ridse i lakken’ i denne familiemæssige og musikalske idyl var, at jeg over en 2 års periode midt i halvfjerdserne måtte henslæbe adskillige timer hos en talepædagog. Han mente simpelthen at der var noget galt med min stemme. Det værste jeg kunne gøre var at synge - eller som det også blev kaldt, at gå og skråle. Der blev nedlagt forbud, som jeg gang på gang overskred og til sidst skred han også. Han opgav mig ganske enkelt.

 

 

Skole og uddannelse - 1980 til 1988

Skoleåret 1979/80 blev et vendepunkt i mit liv. Jeg forlod folkeskolen i Ry og tog på Mellerup Musik Efterskole. Her fik jeg en ny ramme og et fantastisk miljø at udfolde mig i musikalsk. Jeg blev motiveret, udfordret og frem for alt begyndte jeg at se mig selv som et seriøst, musisk menneske med lyst til at skabe og performe.

 

Et af de synlige beviser var pigebandet Athene, hvor jeg som forsanger, pianist og komponist for første gang oplvede hvad det vil sige at være et band. Det blev til kassettebåndsudgivelse, Flygtning ’81 og to festivalkoncerter: Mosstock Festival (ved Mossø) og Kvindefestivalen på Tangkrogen i Århus. Sidstnævnte festival nægter mine børn ganske enkelt at tro nogensinde har eksisteret. Orkesteret bestod i flere år og transformerede sig senere til en kvindelig udgave af den populære barbershop. Navnet var nu ’Barberens Døtre’.

 

Mellerup afløstes af 3 år på gymnasiet, som desværre viste sig at være en meget umusikalsk oplevelse. Direkte herefter rundede jeg Århus Universitets Musikvidenskabelige Fakultet, men kun for en kort bemærkning. Jeg er ikke teoretiker og bliver det aldrig, så det var en drøm der gik i opfyldelse, da jeg efter oprtagelsesprøve på Det Jyske Musikkonservatorium i 1984 fik meldingen: du er kommet ind.

 

Igen befandt jeg mig i et miljø, som gav mig mulighed for at spille og synge og blive bedre til begge dele. Stilistisk og teknisk blev min horisont flyttet mange kilometer disse år. Musical, jazz og balinesisk livsfilosofi kilede sig ind i min pop/rock hjerne og igen måtte jeg kæmpe med min hæse og som de sagde, problematiske stemme.

 

Talepædagogen fra min barndom havde alligevel haft lidt ret.

Af bands og nævneværdige events fra denne tid er pop/rock orkesteret ’Inside Out’. Vi spillede os bl.a. til en plads i Århus Stiftsstidendes konkurrence ved det dengang nybyggede Musikhus: Vi har scenen – I har musikken. Jazz trioen med Per Knudsen på kontrabas, Bent Warny på guitar og jeg selv drev det sådvidt som til at lave indspilninger for Østjyllands Radio og optræde i de sene nattetimer på byens jazzværtshuse – med og uden publikum.

 

Størst betydning for min videre musikalske karriere fik pigetrioen med det noget misvisende navn, Dirty Dolls. Af 3 mulige piger på mit konservatoriehold dannede vi ved en tilfældighed denne a capella trio. I første omgang et indslag på de århusianske gader og cafeer med deraf følgende betaling i fadøl. Senere med egne shows i Musikhusets foyer, som i foråret 1987 var fyldt i en grad, som huset endnu ikke havde oplevet. Og nu fik vi ovenikøbet også løn.

 

I bedste gammeldags ’scout’-stil blev vi opdaget. Vi kom i aviser og TV, blev lovet guld og grønne skove af forherligende impressarier, men valgte at finde vores egne ben at stå på. Og dem stod vi på i næsten 5 år.

 

Showtime - 1988 til 1995

Tiden med Dirty Dolls og den stil vi udviklede med en humoristisk og koreografisk indpakning af sangene blev samtidig min vej ind i showbiz. I 1988 lavede vi i samarbejde med Finn Nørbygaard en varieté i Randers og i 1991 tog han og jeg bolden op igen. Målet var at lave en kombination af musik, komik og teater. Det blev til forestillingen Biz, som i 1992 repræsenterede DR ved Montreux Festivalen. Den fik mange roser, men dog ikke selve rosen.

 

Jeg havde for alvor fået blod på tanden og lyst til at forsøge mig alene. Med Gitte Stallonekort, gulerodsfarvet hår og gravid i 7 måned debuterede jeg som solist med mit helt eget one woman show: It’s showtime folks. Blandt indslagene var en heftig Michael Jackson parodi, som nok kunne give en gravid kvinde plukveer og give publikum et syn for guderne.

 

Vel nedkommet med mit andet barn gik forberedelserne til et nyt show med Finn igang. En sindig DJ i et rækkehus i Silkeborg hjalp os med de indledende musikalske input og altimens sutteflaskerne blev varmet og bleerne skiftet fløj ideerne ned på papiret til det, der skulle blive årtiets største showsucces. Musik og Fis spillede 170 gange i sammenlagt 7 1/2 måned. Vi var glade og overvældede, men også forpustede. I bagklogskabens klare lys kan man vel sige, at det svarede til at bestige Mount Everest og så glemme at nyde udsigten.

 

Ovenpå kæmpe successen, som også var lig med mit landsdækkende gennembrud, havde jeg igen voldsom lyst til at lave noget selv. Ligeledes var lysten til at lade musikken træde i forgrunden udtalt. Planlægningen af mit næste soloshow startede faktisk imens Musik og Fis spillede i Tivolis Glassal, sommeren 1995. Turnéplanen var lagt, musikken valgt og kostumerne lå klar på klippebordet da jeg meddelte management og crew: jeg er gravid, igen!

 

Jette Torp Show var allerede og forblev derfor en realitet, jeg havde jo før hoppet rundt på scenen uden talje. Det gjorde jeg gladeligt igen. Den eneste der pustede ligeså meget som jeg, og måske mere, var min kære søster, Dorthe, som på sidelinien i koret kunne se hvor hårdt det tærede på kræfterne. ’Torpidabelt’ var en af anmeldernes overskrifter. Risikabelt tænkte dem der var tæt på, mens jeg som sidste nummer i showet af alle kræfter sang: I will survive!!

 

Solo år – 1996 til 1998

Som en politisk løsgænger, der har forladt sit parti, gik jeg rundt i årene efter mit sidste show. Søgende og nysgerrig, mens jeg ledte efter et nyt ståsted. I denne periode prøvede jeg bl.a. kræfter med landets større orkestre: Århus, Ålborg og Sønderjyllands Symfoni Orkester og ikke mindst Radioens Underholdningsorkester, som jeg lavede en del med. Det var også herigennem at jeg lærte Kurt Ravn at kende. Vi sang i flere år sammen på turneer, i forb. med prinsebryllup i Schackenborg og på pladeindspilninger.

 

I 1996 modtog jeg SAS Kulturpris og en enkelt Disney indspilning blev det også til. Titelnummeret fra Klokkeren fra Notre Dame, som i den amerikanske udgave blev sunget af Bette Midler. En single blev overvejet og skulle naturligvis have heddet: Bette og Jette.

 

1997 blev et skæbnesår for mig, med både lykkelige og ulykkelige begivenheder. Efter 4 års sygdom døde min far, alt for tidligt. Jeg havde nået at synge en sang for ham, Utopia, som jeg fik tilsendt i forb. med det forestående Danske Melodi Grand Prix og han havde sagt god for den. Måske anede han mere end jeg, at der ventede mig noget vigtigt ved den begivenhed.

 

Det vigtige var ikke placeringen, som rakte til en anden plads, men at kapelmesteren hed Jan Glæsel. Der var god musikalsk og menneskelig kemi med det samme og kort tid efter spurgte Jan mig, om jeg ville indsynge ’Endnu En Dag’, D.G.I’s landsstævnesang 1998. Indspilningen blev samtidig startskuddet til min første soloudgivelse.

 

 

Recording artist – start 1998

Here I Am’ (1998)

Da jeg en tidlig marts morgen 1998 satte mig i bilen for at køre nord for Randers til PUK studierne for at indspille min første CD var det med en helt speciel fornemmelse i kroppen. ’This is a dream comming through’... Lige siden jeg stod foran spejlet i Ry med hårbørsten i hånden eller når jeg på kollegieværelset drømte om et liv som sangerinde, lige siden havde jeg drømt om dette øjeblik. På markerne langt uden for bygrænsen ventede Jan Glæsel og et hold af Danmarks ypperste rockmusikere. De var kommet langt væk hjemmefra, og som de sagde på drevent københavnsk: hold k... hvor er kaninerne store her i Jylland.

 

De største kaniner hev de nu op af hatten og da Andrew Strong gjorde sin entre lignede jeg et øjeblik selv en meget lille kanin – tilgengæld med meget store ører. Det var en helt igennem fantastisk oplevelse at indspille debut albummet ’Here I Am’, som udover duetten ’Every Time You Cry’ med Strong, rummede både irske og amerikanske sange og et enkelt nummer af mig selv.

 

Samme sommer som CD’en udkom spillede vi for 90.000 mennesker til D.G.I.’s landsstævne i Silkeborg. Med vind i håret, sommerfugle i maven og et bølgende hav af glade gymnaster foran os spillede hele Glæsel-holdet med Helle Hansen, Dorthe (søster) Andersen og Jan Kaspersen på kor og jeg selv det bedste vi havde lært – og lidt til.

 

’Here I Am’ opnåede at sælge mere end 80.000 eksemplarer den sommer, og i efteråret begav jeg mig ud på min første solo koncertturné. Med orkester, kor og en produktion så flot, som skulle vi indtage selve Broadway, spillede og sang vi os gennem Danmark.

 

’What If I Do’ (1999)

Projekter overlapper ofte hinanden, så mens vi turnerede med ’Here I Am’-koncerten gik forberedelserne igang til næste album. Min egen sangskrivningsmotor var endnu ikke kommet i høje omdrejninger, så der blev rekvireret sange fra både Sverige, England og U.S.A.

 

Indspilningerne startede i marts, og undervejs fik vi besøg af en aldrende men storsmilende og storflirtende Toots Thielemanns. Alt han forlangte var en stol, et lille bord til sine mundharper og en kande koldt vand fra hanen. Herefter tryllede han så med sin store musikalitet og sit lille instrument på en sang skrevet af Jan Glæsel og jeg i fællesskab: ’You’ve got that smile upon your face.’

 

Inden CD’en var helt klar til udgivelse rejste et hold bestående af Wolfgang Käfer, Jan Glæsel og jeg selv til Prag, hvor 30 Philharmonikere en søndag formiddag mellem 9 og 13 ’strøg’ på flere af vores medbragte sange. De var dygtige, og hurtige, og jeg husker glæden i deres ansigter, da Jan Glæsel 1 time tidligere end beregnet meddelte dem, at de kunne holde fri. Derved var deres timeløn bragt op på kr 80,-!

 

CD’en blev sendt på gaden i september og udløste en guldplade på udgivelsesdatoen. Den slags varmer. Igen blev der fulgt op med en landsdækkende turné, altimens jeg vanen tro lagde nye planer for fremtiden.

 

Jette Torp Band – start 2000

Årene med Jan Glæsel og hans musikere havde været fantastiske. Samtidig ønskede jeg mig mere og mere at få mig et mindre og et Århusbaseret hold at arbejde med. Foråret 2000 samlede jeg mit nye band. Trommeslageren fra Glæsels orkester, Lars Wagner, som i mellemtiden var blevet forlovet med min søster og dermed var konverteret til århusianer, og korsanger og guitarist
Jan Kaspersen gik med. Kristian Fogh (klaver), Kristian Kold (bas) og Lau Grønager (guitar) blev efter audition i min kælder tilbudt plads på holdet – og sagde ja.

 

Første opgave, og det var virkelig den allerførste, blev en koncert i Kina, Beijing, for den danske ambassade. Hertil kom en optræden på kinesisk TV for 20 mill. seere og nogle uforglemmelige oplevelser. En fantastisk start for dette mit nye band, som hurtigt viste sig at være et sandt ’lucky strike’ både musikalsk og menneskeligt.

 

Jette Torp Band (JTB) var en realitet og sammen drog vi på en ny og meget anderledes turné end de tidligere. ’Special Moments’ var overskriften og siddende på barstole med ene akkustiske instrumenter, heriblandt et meget tungt og uhandy trædeorgel, spillede vi en blanding af nye, velkendte, irske, skotske, amerikanske og egne sange.

 

’New Tracks’ (2001)

Foråret 2001 begyndte forberedelserne til et nyt album. Mit hjerte bankede mere og mere for den akkustiske og nære musik, sangskrivningen begyndte at tage til og jeg var blevet ramt af den irske amors pil. Lyden af træ, skind og stål blev mere og mere fremtrædende og jeg tøvede ikke med at kontakte et par af Irlands bedste instrumentalister, henholdsvis Nollaig Casey (fiddle) og Tommy Keane (pipes/flutes). Begge fløj over vandet og berigede vores CD, som i samarbejde med Billy Cross blev netop så ’nær’ som jeg havde ønsket mig.

 

I slutningen af august inviterede DR os til at lave en koncert til TV. Koncerten blev optaget i Århus på spillestedet Train, hvor vi igen fik selskab af de irske instrumentalister og denne gang også af mit største irske forbillede, sangerinden Mary Black. Med duetterne ’Only a woman’s heart’, ’Past the point of rescue’ og Fear is the enemy of love’ og mit lykkelige udtryk i ansigtet kunne ingen vist være i tvivl om, at jeg havde fundet hjem, rent musiklask.

 

New Tracks blev udsendt og vi indkaserede en guldplade og solgte 30.000 eks., skarpt efterfulgt af JTB’s anden turné, som denne gang gik til både større og mindre spillesteder.

 

’Snowflakes In Fire’ (2002)

Turneer får oftest rollen at skulle følge op på en CD udgivelse, men tag ikke fejl, livet på landevejen er meget inspirerende og sætter som regel gang i sangskrivningen og dermed planerne for næste træk. Således også på New Tracks turen, som strakte sig over både efteråret 2001 og foråret 2002.

 

Kombinationen af ’live-livet’ og en løbetur ved Århus Stadion en morgen i maj gav ideen til håndboldsangen ’Vi er på vej’. De piger skal da have en sang, og det fik de. Videoen til sangen blev ’skudt’ på taget af en lagerbygning med en fotograf hængende ud af en helikopter og jeg sang for på nationalsangen forud for åbningskampen mellem Danmark og Kroatien ved Håndbold EM, december 2002.

 

En håndfuld andre sange, hovedsageligt af Jan Kaspersen og jeg selv, blev ligeledes færdiggjort og indspillet med Jan som producer. Tilsammen udgjorde disse 12 tracks mit fjerde CD-udspil, Snowflakes in Fire. Min hidtil mest personlige CD, som i flere af sangene også afspejler den turbulens der havde været i mit private liv i forbindelse med min skilmisse året før.

 

’Past The Point Of Rescue (2003)

Med udgivelse af ’Snowflakes in Fire’ i december gav det sig selv at turneen ville ligge i foråret. Igen besøgte JTB større og mindre spillesteder. Glæden ved at optræde for færre folk i mere intime omgivelser var og er stadig stor og turneen sluttede 10 maj i en af de absolut skønneste koncertsale i Danmark. Collosseum i Frederikshavn havde bedt os om at spille de sidste toner i denne pragtfulde sal, som kommunen havde valgt at sælge til andet formål.

 

Vemodige, men musiklystne Frederikshavnere indfandt sig på publikumspladserne. TV2Nord-digital indfandt sig med kameraer og vi indfandt os på scenen. Hvad vi ’blot’ troede var en koncert i rækken viste sig snart at blive afsættet til mit femte album.

 

Optagelserne på både billed -og lydsiden var af så fin kvalitet, at en DVD udgivelse lå lige for. Med den fødtes også ideen om at samle op på fem års udgivelser og turneer. M.a.o. en dobbelt udgivelse bestående af live DVD med dertil hørende ’xtras’ samt en CD bestående af albumversioner, live versioner og helt ny- eller genindspillede sange. Ialt 34 tracks!

 

Fra ide til udgivelse gik der blot 4 måneder. Så den gamle skrøne, at det tager år at indspille et album, er hermed modbevist.

 

2004 og de levede lykkeligt...

Igen, igen, igen fulgtes udgivelsen op af en turné med start i Musikhuset Århus februar 2004. Sidste koncert i dette halvår fandt sted i Ålborg, Skovrock d. 19.6 sammen med irske Runrig.

Efter en lang række veloverståede koncerter i foråret med en nyforelsket sangerinde var det nu tid for bandet at holde en pause og tid for sangerinden at nyde sit nye kærlighedsliv, som på mest eventyrlige vis i december endte med bryllupsklokker og fest i flere dage. Sangfuglen fik sin prins, som hedder Claus Pilgaard, og de levede lykkeligt...

 

Variete i Århus (2006 og 2007)

Efter halvandet år på lidt svagere blus, til gengæld med tid til familien, besluttede min mand og jeg os for, at Århus skulle have en varieté. Byen var på alle måde ved at ryge ud af superligaen, kulturelt såvel som sportsligt. Det sidste kunne vi ikke ret godt hjælpe med, men at starte en sommer tradition op i det smukke, gamle Tivoli Teater i Tivoli Friheden, det blev vores første store fælles udfordring. Sammen med et hold af århusianske musikere samt udenlandske artister åbnede vi d. 8. juni 2006 dørene for en ny form for underholdning i det gamle teater. Mor(d) i Tivoli hed forestillingen, som vi slap mere end godt fra med både fire og fem stjernede anmeldelser. Det gav blod på tanden og i sommeren 2007 lavede vi således efterfølgeren Varieté 007.

 

Spilleperioden var denne gang udvidet og århusianerne viste med al tydelighed, at de godt ville os og vores sære krydsning af komik, musik og magi. Vi besluttede allerede før premieren, at dette skulle være en trilogi. Med andre ord, vi gør det igen i 2008.

 

Mikrofonsangerinde (2007)

Årene 2005 og 2006 blev brugt til andet end at pleje familien. Det var også i denne periode, at jeg genoptog min sangskrivning, og denne gang på dansk. Indspilningen af sangene foregik parrallelt med at numrene blev til og da foråret rørte på sig i marts 2007 færdiggjorde jeg albummet i det dejlige Lundgaarden studie ved Vejen. Vejrguderne må have siddet deroppe og vugget med, for mens mulvarpeskuddene poppede op udenfor studiet i Vejen, så kastede andre vejrguder med sne. Kaskader af sne raslede ned over store dele af Danmark, så vi faktisk ikke kunne komme hjem til Århus.

 

Albummet var færdigt, men den nye varieté i Tivoli bankede på, så udgivelsen blev udsat til efter sommeren.

 

24 september 2007 ser MikrofonSangerinde dagens lys. Arbejdet med sangene, først at skrive dem og siden med at indspille dem samt arbejdet med at udgive og markedsføre albummet er en milepæl i min foreløbige karriere. Det er som om erfaringerne fra det tidligere samt lysten til det nye tilsammen løfter mig og min musik hen, hvor jeg ikke før har været. Jeg er i disse dage en meget spændt sangerinde.

 

Hvad mon folk siger til det danske? Hvad siger de til Jan Kaspersens fine indpakning af melodierne og hvordan virker billedet med mikrofonkjolen, som er blevet syet specielt til lejligheden?

 

Den gode sang finder altid en vej, men det er jo rarest, hvis man ikke er den eneste der synes at den er god ...

 

Jette Torp Shop og Vild med Dans (2007 – 2008)

Resten af 2007 og hele 2008 var en heftig, spændende og ikke mindst udfordende tid. I forbindelse med lanceringen af Mikrofonsangerinde åbnede jeg i 2 mdr. en butik ved åen i Århus. Den hed Jette Torp Shop. Butikken var åben 3 timer hver dag og jeg stod selv bag disken. Eneste vare på hylden var min nye CD. Det gav en del omtale og snak i branchen, så missionen var lykkedes. At det så var super hyggeligt at møde fans, kolleger, forvildede petfolk og almindeligt nysgerrige var blot en dejlig bonus.

 

Foråret 2008 tog jeg afsted på turné med et hold af fremragende musikere, heriblandt min datter Sofie. Det var helt vidunderligt. Se min kjole var overskriften og det var der heldigvis mange der gerne ville.

 

Forberedelserne til endnu en varieté var i gang, denne gang med titlen 8000 C.

 

Midt i det hele ringede telefonen. Det var TV2, som ville høre, om jeg ikke villle være med i Vild med dans. Jo da! Holdet blev sat, og det viste sig at vi var alt fra en statsministerfrue til en kuglestøder. Et pragtfuldt hold, som faktisk er blevet ved med at holde forbindelsen til hinanden. Forud for programmerne træner man i 3 uger, så selvom jeg måtte sige farvel i program tre, så nåede det altså at blive til halvanden måned med meget ømme tæer, palietter og frynser og masser af store grin. De sidste uger drømte jeg mine trin! Det var vist godtnok jeg kom ud af det i tide :)

 

The Go Go show og nedtur (2009)

Vores varieté i 2008 var gået hæderligt, så vi kunne nu gøre to ting. Fortsætte af samme vej med samme antal medvirkende eller vi kunne opgradere og lige give den et ekstra pift. Alt sammen med det formål at bringe varietéen og Århus helt op i superligaen, som AGF lykkeligvis også var kommet tilbage til.

 

Kuglerne blev støbt til et brag af en sommer. Vi lavede aftaler med franske danserinder fra Moulin Rouge i Paris, canadiske top artister og vi skrev og indspillede en hyldestsang til Århus – Go Århus! Alt var lagt til rette og så skete det, finanskrisen ramte verden, Århus og os med et brag. Der stod vi med flotte damer, skønne kostumer, sjove acts og smukke sange, men hvad hjalp det, når folk og firmaer ikke syntes at der var så meget at fejre :(

 

Vi pakkede sammen, slikkede sårene og ventede på bedre tider.

 

Julerier og andet godt (2010)

2010 blev et år med små fine tiltag af forskellig slags og de sidste måneders aktiviteter skulle vise sig at sætte skud, der rakte sig langt ind i 2011 og formodentlig længere endnu.

 

Der blev indspillet juleplade, turneret med Dario Campe Otto i forbindelse med hans 50 års jubilæum (og halvfjerdsårs fødselsdag), spillet koncerter, kørt på motorcykel og meget andet. Så ringede telefonen. Instruktøren Jan Hertz ville høre, om jeg kunne tænke mig at spille hovedrollen som Judy Garland i et stykke om de sidste uger af hendes liv. Jeg læste manuskriptet og forelskede mig med det samme i rollen og i hende. Ligeså smuk hun kunne være ligeså grim og nederdrægtig var hun. Ligeså stærk hun var ligeså lille og bange kunne hun være. Her var en dame, som på en måde midnede lidt om mig selv, men så alligevel ikke. Her var en rolle, hvor jeg ville kunne spille og vise alle sider af paletten. Jeg sagde ja, og tænkte samtidig: er du rigtig klog? Du kan risikere at falde totalt igennem og så er der lang vej tilbage. Men valget var taget og nu skulle jeg blot vente til december, hvor prøverne skulle starte.

 

Samtidig med dette gik jeg og lyttede på Carpenters sange. En god bekendt havde opfordret mig til at tage fat i søskende parrets musik og i takt med at jeg lyttede blev jeg mere og mere overbevist om, at her var også en god historie og frem for alt noget helt vidunderlig musik i de helt rigtige tonearter! Karen Carpenter havde en dyb stemme og det har jeg også, så alle sangene lå og ligger 'lige til højrebenet'.

 

Claus, min mand, og jeg samlede et hold af musikere og spillede i efteråret 2010 en række koncerter under overskriften Close to You. Det var ment som en lille prøveballon, for publikum og for os selv. Resultatet var indiskutabelt: folk elskede det, vi selv elskede det og en anmelder fra Nordjyske kvitterede med fem stjerner og overskriften: Rygrislende smukt.

 

Med Judy i den ene hånd og Karen i den anden gik jeg ind i et nyt år.

 

End of the rainbow (foråret 2011)

Trods lidt start vanskeligheder med sygdom, en aflyst premiere p.g.a. virus på stemmen, fik holdet bag Garland forestillingen og jeg skudt turnéen i gang d. 12. januar i Kolding. Sammen med skuespillerne Joachim Knob og Robert Reinhold skulle jeg nu tilbagelægge 40 forestillinger på knap 2 måneder. Det blev en tour de force, men hvilken!

 

Vi spillede stort set for udsolgte huse med stående applauser til følge og aviserne kvitterede med den ene fantastiske anmeldelse efter den anden. Jeg havde det ligesom Jeppe på bjerget; drømmer jeg eller er jeg vågen? Judy havde virkelig gjort sit indtog i mit liv, men jeg havde også selv åbnet døren ind til en ny scene, som jeg meget gerne vil stå på igen.

 

Close to you (2011)

Turnéen med Garland sluttede og jeg gik mere eller mindre direkte ned fra scenen og ind i et pladestudie for at indspille mit kommende Carpenters album. Holdet af musikere fra efteråret var samlet igen og fra marts til juni indspillede og indsang vi flere toner end jeg nogensinde tror jeg har været med til. Carpenters musik er nok let at lytte til, men tag ikke fejl, den er samtidig vældig kompleks og sammensat af mange, mange forskellige ingredienser. Vi havde sat os for at forædle Richards og Karens musik, forsøge at ramme deres tone, så det kaldte på tid, tid og atter tid.

 

D. 19. september udkommer albummet Close to You i samarbejde med Sony Music Entertainment. CD'en følges i første omgang op af en række koncerter i november, men der palnlægges en større turné i efteråret 2012. Vi glæder os!